Om at være gravid og sårbar

Det her indlæg har jeg spekuleret over længe. Jeg vil nemlig gerne skrive noget om at være gravid og sårbar, uden at udlevere mig selv alt for meget. Sandheden er nemlig, at det for mig ikke er en fest at være gravid. Det var det heller ikke med Simon, men dengang havde jeg ikke ord at sætte på det. Faktisk gik der lang tid efter fødslen, før jeg rigtig var glad. Men jeg vidste ikke hvordan jeg skulle bede om hjælp. I bagklogskabens klare lys, havde jeg formentlig en fødselsdepression. Jeg havde i hvert fald alle symptomerne derpå.

Så da jeg stod med en positiv test i hånden denne gang, var det ikke kun glæde, forventning og kærlighed, der fyldte mig. Det var også angst. Skræk. Nu gik det jo lige så godt, bare min mand, Simon og jeg. Hvad pokker var det dog vi havde gjort? Skulle vi (læs: jeg) nu bombes helt tilbage til nulpunktet? Og hvad med Simon og den opmærksomhed han helt givet ville komme til at miste? Magtede jeg det overhovedet igen?

Som sagt: Angst. Skræk. Katastrofe.

Så da jeg skulle have lavet vandrejournal, og følelserne ikke havde ændret sig, bad jeg min læge om hjælp. Jeg lagde alt på bordet og sagde: ‘Jeg er bange.’ For mig udløste det et gravid-tilbud med ekstra omsorg. ‘Fair start’ på Nørrebro. Og jeg tror på at mit barn får en fair start fordi jeg åbnede munden og sagde: ‘Hjælp.’

For det har ikke været en dans på roser at være gravid. Der har været angst, tristhed og håbløshed. Og mange tanker, jeg har svært ved at sige højt, selv over for mine nærmeste. Det har, til min store fortrydelse, involveret en fuldtidssygemelding indtil barsel.

Og jeg er stadig angst. Trist. Skrækslagen. Men nu får jeg hjælp til at takle disse svære følelser, og vil også få hjælp efter fødslen. Fordi jeg åbnede munden og sagde ordet. Hjælp. I’m in too deep.