Om at have et følsomt barn

Mit barn er følsomt. Eller han er sensitiv, eller særlig sensitiv, som det hedder. Jeg prøver dog at lade være med at bruge de ord. Der er lissom gået for meget mode i det. Det er det nye sort.

Vi har stort set hele hans insitutionslov hørt, at han havde svært ved at aflæse de andre børn. Kom nogen gange til at være lidt for voldsom. I starten lagde vi ikke så meget i det, tænkte, at det jo nok ville komme. I det sidste halve til hele år, har det dog ændret sig en del. Måske kom det først rigtig for alvor til udtryk, da jeg blev gravid og presset på os som familie øgedes, men til udtryk kom det.

Pludselig havde vi konflikter, hvor Simons reaktion var fuldstændig uproportional i forhold til konfliktens karakter. Han blev meget fysisk og var utrolig svær at tale ned igen. Vi oplevede også andre ting. F.eks. blev han meget lydfølsom. Faktisk måtte vi, under næsten en hel koncert med Christian fra Ramasjang, holde Simon for ørerne. Sanseindtrykket var simpelthen for stort. Kun til allersidst måtte vi slippe hans ører. Og det var ikke fordi han ikke havde lyst til at være der. Det var bare for voldsomt for ham.

 

Han begyndte også at være meget opmærksom på andre, specielt hvis der var grædende børn, eller folk der skændtes. Og på Michael og jeg. Han stillede og stiller mange spørgsmål. Altså som i virkelig mange. ‘Mor, hvorfor regner det?’ ‘Hvad sker der, når man dør?’ ‘Hvorfor gror mit hår?’ ‘Hvad betyder ubehageligt?’ ‘Hvorfor skal du på arbejde.’ Og i den dur.

Hans filter er nærmest ikke eksisterende. Han tager alting ind og tænker dybt over det. Pludselig tager han en tråd op fra en samtale vi har haft for lang tid siden.

Michael og jeg begyndte at søge litteratur om emnet. Akademikere som vi er, ledte vi efter evidens. Der findes desværre ingen. Men der er mange gode og spændende tanker, som vi begge har brugt meget tid på at læse os igennem. Og det har ført til konkrete forandringer, som virker:

1. Varsling. Vi varsler alting. ‘Simon når du har spist morgenmad, skal du have børstet tænder og så skal du have overtøj på og i børnehave.’ Eller hvis vi skal noget i weekenden. Eller hvis jeg ikke er hjemme om morgenen og så videre.

2. Vi giver plads. Til reflektion og til at færdiggøre ting. Det betyder ofte, at vi må stå tidligere op, eller alternativt kommer for sent, fordi Simon skal leg færdig med sin legodims, eller lige have lov til at se en tegnefilm færdig.

3. Vi har sat ambitionsniveauet ned. Der må kun være altivitet planlagt max 1 dag i hver weekend – eller med andre ord, minimum 1 dag skal gå med at lave ingenting.

4. Vi forsøger at minimere skældud. Istedet prøver vi at forklare kort hvorfor vi ikke vil have, at han gør som han gør, i en bestemt situation.

De ovenstående forandringer VIRKER. Vi har stadig konflikter, det tror jeg ikke man undgår med en 4-årig i huset, men vi tackler det anderledes og det responderer han virkelig godt på.

Og så er der alt det gode! Vores lille empatiske dreng, der kommer ind for at putte mig, når jeg sover middagslur. Kysser mig på panden og siger godnat. Eller når han, ud af det blå, siger ‘jeg elsker dig!’. Hans humor. Gakkede gangarter og andet fjolleri. Vores samtaler, der til tider kan overraske mig, fordi Simon pudselig har forstået et dybt abstrakt begreb.

Det har været en svær periode og fortsætter formentlig med at være det lidt endnu. Men vi har virkelig også fået meget ud af det!