Om at bekymre sig. Og om at være glad når bekymringerne bliver gjort til skamme

 

Indrømmet – jeg hører nok til den del af befolkningen, der bekymrer sig mere end andre. Jeg har altid gjort det – fandtes der et scenarie, der var noget nær realistisk, havde jeg tænkt på det. Spørg mine forældre – de vil bekræfte historien!

Det blev bestemt ikke bedre, da jeg blev mor. Nu handlede verden jo ikke kun om mig længere. Jeg har haft mange mere eller mindre reelle bekymringer omkring Simon, mig som mor, os som forældre, osv. Man bekymrer sig. Det gør man jo. ‘Det er kun 7% af ens bekymringer, der bliver til virkelighed’ er der en det engang har sagt til mig. Jeg er ikke klar over hvor han har det tal fra og det er ganske givet rigtigt, at kun meget få af vores bekymringer rent faktisk bliver til virkelighed. Men derfor kan man jo godt tænke over tingene og overveje mulighederne.

Så da min – dengang 3-årige – søn begyndte at vågne om natten og græde hysterisk og klage over at han havde ondt i fødderne, blev jeg bekymret. Jeg trevlede alt hvad jeg kunne af litteratur igennem om børn og vokseværk – og kunne ingen steder finde belæg for, at så små børn skulle have det. Eller i det hele taget have ondt på den måde. Jeg spurgte kollegaer til råds. Der var ingen der havde noget rigtigt godt bud på hvad pokker det kunne handle om. Jeg er selv født med en knoglesygdom, der har forårsaget en kunstig hofte i en meget tidlig alder og den er godt nok multifaktoriel, men med en arvelig komponent. Var det mon det, der var tale om?

Og så kom bekymringerne.

Så jeg bestilte en tid hos vores læge og hankede op i sønnike. Hun vidste heller ikke helt hvad hun skulle tænke og sendte os videre til en børneortopædkirurg på Hvidovre Hospital. Her fik Simon tager røntgenbilleder af sine små fødder. De var helt normale. Han blev undersøgt. Bortset fra lidt tendens til platfod, var alt normalt.

Så vi så tiden an. Måske ville det blive bedre. Men det gjorde det ikke. Vi havde mange tilfælde af smerter i fødderne og selvom jeg ikke rigtig troede på, at der for alvor var noget galt, var jeg bekymret.

Så vi tog ud til børneortopæden igen, der kvitterede med at sende os til endnu en undersøgelse – en knogleskintigrafi – der skulle afgøre om det kunne være mistanke om noget mere alvorligt – worst case: knoglekræft!

Undersøgelsen involverede nåle og radioaktivt sporstof og en meget stor maskine, hvor Simon skulle ligge stille i næsten en halv time. Vi slap heldigvis for bedøvelse og med lidt hjælp fra mor og far, gik det.

Igår var vi ude og få svar. Og – undersøgelsen var normal! Heldigvis! Stor lettelse! Han har stadig ondt af og til, men nu ved vi da, at der ikke er en alvorlig sygdom involveret. Istedet sørger vi for fornuftigt fodtøj og et indlæg til at støtte foden.

Så måske er det rigtigt, at det kun er 7% af ens bekymringer, der bliver til virkelighed. Men jeg forbeholder mig alligevel retten til at bekymre mig. Og så drager jeg et lettelsens suk over, at jeg denne gang ikke fik ret.